LEI-systemet blev grundlagt i kølvandet på finanskrisen i 2008, hvor de finansielle markeder kollapsede efter sammenbruddet af Lehman Brothers, som på daværende tidspunkt var verdens fjerdestørste investeringsbank. For at forhindre noget tilsvarende i at ske igen, sendte G20-landene en anmodning til Rådet for Finansiel Stabilitet om et system, der ville øge gennemsigtigheden og dermed sikkerheden på de finansielle markeder. I dag spiller LEI-systemet en stor rolle i risikohåndtering samt håndtering af svindel på de finansielle markeder gennem et transparent, globalt system, der kan verificere alle finansielle handler.
Hvad er en LEI-kode?
LEI står for Legal Entity Identifier og er en 20-cifret identifikationskode, som er lovpligtig for alle juridiske virksomheder, der handler med værdipapirer. Tallene 1-4 angiver, hvilken LOU (Local Operating Unit), der har udstedt koden. Tegnene 3-4 er reserveret til fremtidig funktionalitet, da systemet stadig er i udvikling. Tegnene 7-18 består af cifre og bogstaver, der identificerer den enkelte juridiske enhed, og således er unik for hvert selskab. De sidste to tegn 19-20 fungerer som kontrolcifre.
Med hjælp fra en Legal Entity Identifier, også kaldet en LEI-kode, er det altså muligt at identificere finansielle transaktioner på en langt mere sikker, nem og mindre omkostningstung måde. Du kan læse mere om definitionen på en LEI-kode her. Før oprettelsen af det omfattende globale LEI-system, krævede det mange mandetimer og manuelt arbejde at identificere en handel. Denne validering og identificering foregik gennem information fra kilder, som tit var upålidelige.
I den globale LEI database kan man søge efter alle de juridiske enheder, der har en LEI-kode. Her finder du information om virksomheden i form af følgende:
- Virksomhedens navn
- Organisation nummer
- Juridisk adresse
- Registreringsland
- Juridisk form
- Moderselskab
- Status på LEI
Fælles for alle LEI-koder er, at de skal fornyes en gang om året for at sikre, at al virksomhedsdata er opdateret og korrekt. På denne måde fungerer LEI databasen som en database over alle globale, juridiske enheder, der handler med værdipapirer. Dette øger gennemsigtigheden på markederne og gør det muligt at reducere svindel ved at kunne identificere både nationale og internationale finansielle transaktioner.
Hvorfor er der opbygget et globalt LEI-system?
Der har længe været behov for et system, der kunne identificere transaktioner på de finansielle markeder på tværs af landegrænserne. Dette har dog været vanskeligt at skabe, selvom efterspørgslen var stor. I kølvandet på finanskrisens kulmination i 2008 sendte G20-landene en anmodning til Rådet for Finansiel Stabilitet (RFS) om et system, der kunne være med til at genskabe tilliden mellem forbrugerne og de finansielle markeder. I 2012 svarede RFS på G20-landenes ønske med en rapport, som indeholdt principper til udvikling af et globalt LEI-system. Denne rapport blev godkendt af G20-landene på topmødet i juni 2012.
Rapporten beskrev bla., hvordan systemet kan forbedre risikostyringen i virksomheder gennem bedre vurdering af micro- og macro risici, reducere markedsmisbrug og økonomisk svindel, samt bidrage til højere kvalitet af finansielle data på tværs af landegrænser.
De forskellige lovgivninger, der omhandler enhedsidentifikation
Kravet om at kunne fremvise en LEI-kode startede for selskaber under EMIR-forordningen, Europæiske Markedsinfrastruktur Forordning, som dermed var forløber for LEI-systemet. Ifølge EMIR-lovgivningen skulle alle have en såkaldt ”pre-LEI kode”. Dette blev udrullet for at sikre en blød overgang til de senere MiFIR og MIFID II lovgivninger.
Den 15. maj 2014 udkom nye krav, da MIFID-direktivet trådte i kraft. Denne lovgivning har fokus på at øge investorbeskyttelse og handelsgennemsigtighed ved at gøre de finansielle markeder mere robuste, effektive og transparente. Dette direktiv indeholder blandt andet autorisationskrav til regulerede markeder, specifikke regler for adgang til finansielle instrumenter til handel, samt regler om specifik adfærd og organisatoriske krav til investeringsselskaberne.
Den 3. januar 2018 trådte MiFIR-forordningen og MIDID II-direktivet i kraft. Alle selskaber var nu pålagt at have en LEI-kode for at kunne købe og sælge værdipapirer. Ifølge lovgivningen er det værdipapirhandlerne, der skal kunne rapportere LEI-koder på begge parter i samtlige transaktioner. Det var således på dette tidspunkt, at LEI-systemet for alvor tog fart og blev en ny global standard.
LEI-systemet er stadig under udvikling og lægger fundamentet for sikkerhed for investorer, der handler med finansielle instrumenter. Det spiller ligeledes en stor rolle i arbejdet omkring KYC (Know Your Customer), da det forenkler identifikationsprocessen markant og giver adgang til relevant og vigtig information om alle juridiske enheder, der foretager handler. Dette åbner op for nye virksomhedsmuligheder og øger operationseffektiviteten for mange store finansielle virksomheder.